Seminar K: Fordybelsesworkshops på naturvidenskab og ingeniørvidenskab

  • Tirsdag, 6. oktober 2020 - 16:00 til 20:00
  • Aarhus Universitet
  • Du kan tilmelde dig dette arrangement, hvis du er fra årgang: 2019 – men du skal logge ind først.
  • Afdeling: - Herning - Viby
  • Sidste tilmeldingsfrist: Tirsdag, 30. juni 2020 - 12:00

I skal prioritere mellem de 5 workshops. Vi sørger for en fordeling, der går op, og som tager hensyn til jeres prioriteringer.

Link til prioriteringen finder I her.

Workshop 1: Design med Machine Learning. v/Søren Poulsen, Institut for Datalogi 
Med Machine Learning er det ikke længere nødvendigt at fortælle computeren, hvordan den skal udføre en opgave. I stedet kan vi træne modeller til at kunne udføre forskellige opgaver ved at vise computeren eksempler for ’god opførelse’.
Det kan for eksempel være svært at beskrive forskellen på billeder af katte og hunde til en computer, men ved at vise den eksempler af begge, kan computeren selv bygge en model, der kan kende forskel.
Dette giver helt nye muligheder for, hvordan computere kan interagere i vores verden og med os. Ved at bearbejde store datamængder begynder computere at kunne analysere og navigere i vores fysiske verden (selvkørende biler, ansigtsgenkendelse), kunne kommunikere med os i vores hverdag (taleassistenter, AI-kalendersekretærer, chat-bots) og forstå os som personer (målrettede reklamer, Netflixs tilpassede indhold, mobile notifikationer).
I denne workshop, vil I blive introduceret til Machine Learning og undersøge, hvilke muligheder det giver for nye produkter og interaktioner mellem computere og mennesker.
I skal selv skulle træne en model i en design case, hvor I skal prototype jeres eget Machine Learning produkt.

Medbring: Computer

Max. deltagerantal 20
 
Workshop 2: Elektriske bakterier kortlægger jordforurening v/Lars Riis Damgaard, Institut for Biologi
Kabelbakterier er levende elektriske ledninger, det vil sige trådformede bakterier, der leder strøm over flere centimeters afstand. Det er forskere fra Aarhus Universitet, der for nyligt har opdaget og beskrevet disse utrolige bakterier. 
Vi er nu i gang med et forskningsprojekt, hvor idéen er at måle elektriske felter fra disse bakterier for at finde jordforurening.
På denne workshop vil I blive introduceret til kabelbakterier og deres mulige anvendelse i miljøundersøgelser, og I vil selv kunne måle elektriske felter produceret af kabelbakterier i et laboratorieforsøg.
 
Max. deltagerantal: 12

Workshop 3: Se dit hjerte slå – lav din egen EKG måler v/Anne-Mette Mikkelsen, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet
Når hjertet slår, sker det i et velkoordineret mønster. Synkroniseringen heraf foregår via elektroniske signaler, som man kan måle via EKG-målinger. Kom og lav din egen EKF måler, som også kan beregne og visualisere pulsen ved at analysere EKG signalet.
Bliv samtidig klogere på, hvordan elektronik og IT kan bruges til at gøre en forskel for patienter og professionelle i sundhedssektoren. 

 
Max. deltagerantal 30
 
Workshop 4: Hukommelsens molekyler v/Magnus Kjærgaard, Institut for Molekylærbiologi
På neuroforskningscenteret DANDRITE arbejder vi bl.a. med at forstå, hvordan erindringer lagres i hjernen.
Hukommelse er grundlaget for, at vores livshistorier kan forme os til unikke individer, men vores hjerne er ikke blot en neutral båndoptager, nogle oplevelser lagres et helt liv, hvorimod andre er glemt med det samme. Alt dette afgøres af proteiner i hjernen.
I vil komme til at høre om, hvordan vi identificerer og beskriver de proteiner, der bestemmer om oplevelser gemmes. Vi vil også gå på rundtur i laboratorierne og se, hvordan man afgør, om en mus kan huske og høre om, hvordan man kan undersøge et molekyles udseende. 
 
Max. deltagerantal: 20
 
Workshop 5: Superledere v/Jan Arlt, Institut for Fysik og Astronomi
I en superleder løber ledningselektronerne uden nogen modstand. Der sker derfor ikke noget energitab til termisk energi.
I dette projekt skal I arbejde med to serier af eksperimenter. I den ene serie skal I eksperimentere med superledning, og I skal udføre eksperimenter, der illustrerer Meissner-effekten.
I den anden serie skal I arbejde med flydende kvælstof og finde rumfanget af en mængde kvælstof, som er overgået fra flydende form til gasfase.
I skal desuden ved hjælp af Ohms lov finde resistansen af en konstantantråd ved forskellige temperaturer.
 
Max. deltagerantal: 24

Formål

Seminar K: Fordybelsesworkshops på naturvidenskab og ingeniørvidenskab har blandt andet til formål at give konkrete indblik i de naturvidenskabelige discipliner med afsæt i konkrete cases og herunder at vise nogle af de konkrete metoder, som de forskellige discipliner bringer i anvendelse.
 

Generelt om fordybelsesseminarerne

Fordybelsesseminarerne er struktureret således, at der er 10 seminarer, som I skal vælge 4 af. Der vil være ét fordybelsesvidenskab på Sundhedsvidenskab (HE), hvor I vil kunne vælge mellem forskellige fagområder, og der vil være tre fordybelsesseminarer på Naturvidenskab (ST), hvor I ligeledes vælger mellem en ræke fagområder. Både VIA University College, Humaniora (Arts) og Samfundsvidenskab (BSS) udbyder to fordybelsesseminarer i henholdsvis Aarhus og Herning.

Vi anbefaler meget, at I ikke lader geografi, men interesse afgøre jeres valg mellem de forskellige muligheder.

Som udgangspunkt vil der kun være plads til, at I vælger 4 af de 10 tilbud, men når vi har set fordelingen, kan det godt være, vi åbner for, at man kan tilmelde sig et ekstra.

 

Fordybelse, årgang 2019
  • Antal deltagere: 106
  • Lærer: AA
  • Type: Obligatorisk

Tilbage

FacebookFind os på facebook
linkedinBliv del af vores netværk