Tale af Johanne Berntsen

Før jeg kommer for godt i gang, synes jeg, at vi alle skal sende en stor tak til Anne og Svend for alt det slid, de har lagt i Akademiet for talentfulde unge. I har gjort et imponerende stykke arbejde; uden jer havde ATU ikke været det samme, og vi havde ikke haft alle de minder, som vi sidder tilbage med nu. Lad os give dem en stor hånd.

***

Vi sidder 180 unge mennesker her i dag, og vi har alle én ting til fælles: vi er ret kvikke, men samtidig også enige om, at selvom man klarer sig fint, behøver man ikke stille sig tilfreds. Det er okay at stræbe højere - bare fordi 12 er enden på karakterskalaen, er der ingen skam i at arbejde lidt hårdere og gøre sig lidt mere umage. Ikke for karakterens skyld, men fordi vi har interessen.

Interesse er en af de grundsten, som ATU bygger på, sammen med blandt andet engagement og lysten til at lære. Og dette ikke kun inden for de felter, vi hver især finder os bedst tilpas i. Man skal turde udvide sin horisont, og det har vi gjort.

I ATU er der ingen begrænsning i form af pensum og læreplaner, vi har friheden til at bevæge os i alle retninger og på den måde udfordre vores verdensbillede. Når barren bliver hævet, springer vi også det højere.

Derved har ATU også givet mig motivation og overskud i dagligdagen på gymnasiet. Ikke mindst på grund af mødet med de mange inspirerende personer, de tankevækkende foredrag og fantastiske venskaber, som ATU har bragt med sig.

Faktisk er transporten i bil, tog eller bus ofte mindst lige så interessant som selve det foredrag, man har været til. For det er her, at vi har muligheden for at udveksle de tanker, den undren og de holdninger, som forelæseren har givet os med videre, med andre fra ATU. Det fører til et væld af kvalificerede og spændende diskussioner.

Heldigvis kan man nå ganske meget, på den tid det tager, at køre fra Aarhus til Viborg, eller hvor i landet man nu kommer fra, så der er da også tid til at vende den øvrige verdenssituation og den seneste sladder undervejs. Selvom man ikke skulle tro det, kan der være vældig højt til loftet i en togkupé en sen onsdag aften.

***

ATU er ikke kun aktiviteter og foredrag for dygtige gymnasieelever. ATU fungerer som en platform, hvor man introduceres til en verden af muligheder. Med de mange frivillige foredrag har vi haft muligheden for stille vores nysgerrighed og opsøge alt det, vi finder spændende.

Personligt har jeg nydt godt af de arrangementer, som ATU tilbyder. Campen sidste sommer var en succes med spændende fagligt indhold og masser af hygge. Vi havde et program spækket med oplevelser. På vores egen FN-konference formåede vi at løse verdens problemer - så kan Trump bare komme an, for vi er klar.

Heldigvis var der også masser af plads til smil og latter; som ATU’ere bliver vi aldrig for gamle til at lege. Jeg har også besøgt Copenhagen Business School, og været til mange forskellige foredrag med både Folkeuniversitet og Ungdommens Naturvidenskabelige Forening om alt fra ”Einsteins specielle relativitetsteori” til ”Verdens fremtid”.

Hvad vores fremtid byder på, er der ingen, der ved. Om vi ender i Aarhus eller et helt andet sted på kloden, er ikke til at forudsige. Men uanset hvad, er det i hvert fald sikkert, at vi kan gå videre i livet med en vished om, at vores valg vil være bygget på et langt mere oplyst grundlag, end hvis vi havde været foruden Akademiet for talentfulde unge.

Vi går herfra med et større netværk, oplevelser, viden, og vi har haft masser af tid til fordybelse og udfordring. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for at have været en del af akademiet, og ikke mindst for at have mødt jer. Tak fordi I alle har taget del i det fællesskab, vi sammen har bygget op.

Med vores gode forudsætninger følger også et ansvar for at bidrage til samfundet omkring os. Et ansvar som jeg ved, at vi vil være i stand til at løfte i fællesskab. Jeg glæder mig allerede, til vi ses derude i fremtiden - i forskningen, erhvervslivet, eller hvor vi nu støder på hinanden, for det er jeg sikker på, at vi gør.

ATU har været et springbræt - nu er det op til os at afgøre, hvor højt vi flyver, og hvor vi lander.

Tak skal I have.

(Talen er skrevet af Ida Rye Johansen og Johanne Berntsen i fællesskab og blev på dagen fremført af Johanne)