Er Akademiet for Talentfulde Unge - Region Midt noget for dig?
Er Akademiet for Talentfulde Unge - Region Midt noget for dig?
Har du talent?
Savner du faglige udfordringer i skolen?
Elsker du at lære nyt?
Søger du inspiration til din videregående uddannelse eller bekræftelse på, at det du har planlagt, er det rigtige for dig?
Tænker du, at en aften i samvær med en universitetsprofessor eller en eftermiddag på Novo Nordisk lyder som en fantastisk måde at tilbringe sin fritid på?
Savner du at kunne ”nørde” med andre, som har samme interesser ?
Tændes du af at blive udfordret personligt?
Er du dygtig og engageret i de fleste fag i skolen?
Har du lyst til at møde nye mennesker og være del af et fagligt netværk, der kan række langt ind i din fremtid?
Har du mod på at tilbringe en uge i sommerferien sammen med en masse talentfulde unge ligesom dig selv?
Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, så vil vi stærkt anbefale dig at søge ind på Akademiet for Talentfulde Unge - Region Midt.
Hvad laver man på Akademiet?
Akademiet er et 2-årigt akademisk program som løber sideløbende med gymnasiet. Du skal altså stadig gå i ”almindelig” skole ved siden af.
På Akademiet følger du en række obligatoriske seminarer, som ligger ca. 1 gang hver 4.-5. uge. Seminarerne varer ca. 4 timer og ligger efter skole tid fra omkring kl. 16-20.
De obligatoriske seminarer foregår enten ude i byen eller på Akademiets værtsgymnasium i Region Midt - Viby Gymnasium.
På seminarerne vil du f.eks.kunne høre spændende foredrag af dygtige professionelle, forskere, professorer m.fl., og du vil blive udfordret fagligt gennem workshops og opgaver, som du løser i grupper med de andre akademideltagere.
Valgfrie aktiviteter
Akademiet tilbyder desuden en række valgfrie aktiviteter, som f.eks. kan være besøg på en virksomhed, på universiteterne eller på museer o.lign. De valgfrie aktiviteter er i høj grad specialiserede og fokuserer tættere ind på deres emneområde, sådan at du får mulighed for at dykke rigtigt ned i problemstillinger indenfor det pågældende emne.
Sommercamp
På Akademiet skal man deltage i mindst én akademisk camp. Det er et krav for at man kan modtage sit diplom. Du kan vælge selv at finde en camp, som er skræddersyet til dine specielle interesser, i så fald skal campen godkendes af sekretariatet. Du kan også vælge at deltage i Akademiets sommercamp, som ligger den første uge i skolesommerferien. Her vil der være en række af akademiske udfordringer, som spænder bredt. Sommercampen er en fantastisk mulighed for at dyrke sine akademiske interesser over et længere forløb sammen med en masse sjove og spændende mennesker.
Koster det noget?
Det er gratis at deltage i Akademiets program. Det er dit gymnasium, der betaler for dig. Dog skal du selv betale 500 kr. for at deltage i Akademiets Sommer-camp, og du skal selv betale transport til og fra de frivillige arrangementer.
Hvordan kommer man med?
Hvis du har fået mod på at søge, skal du bede din rektor om at indstille dig. Du kan evt. spørge din lærer til råds. Hvis din lærer/rektor mener, at du er egnet, skal du skrive en ansøgning til Akademiet. Ansøgningen skal give os et indtryk af, hvem du er som person. Det vil sige, hvilke interesser du har, hvorfor du gerne vil være med på Akademiet, hvad du mener, du kan få ud af det og hvad du mener, du kan bidrage med.
Din ansøgning skal være Akademiet i hænde senest d. 2/12-2013. Du skal aflevere den til din rektor sammen med en samtykke erklæring fra dine forældre/din værge.
Vi glæder os til at møde dig!