"Det var sjovt socialt, inspirerende fagligt og 4-5 dage, vi ikke glemmer"
ATU er mere end faglighed. Det er et fællesskab af unge, der har modet til at være nysgerrige på verden – og på hinanden.
“If we’re to live up to our own time, then victory won’t lie in the blade, but in all the bridges we’ve made. That is the promise to glade, the hill we climb, if only we dare.
– Amanda Gorman, 2021
Det citat indfanger essensen af ATU | Midts Sommercamp 2026 og udtrykker med al tydelighed det mod og den energi, de mange ATU’ere indtog sommercampen med.
I fem intense dage samlede vi ATU’ere fra næsten alle Region Midtjyllands gymnasieskoler til en sommercamp med faglig fordybelse, nysgerrighed venskaber og fællesskab.
Programmet var varieret og spændte fra indblik i Nato - den transatlantiske alliance, rollespil som FN-diplomater til ATU Model United Nations og ekskursioner til videnstunge virksomheder i regionen. Emnerne var også varierede og mange; klima, jordsundhed, innovation, sundhed og ingeniørvidenskab. Der var lidt for enhver smag og intentionen var blandt andet at bygge bro mellem faglig viden, nye perspektiver og stærke fællesskaber mellem deltagerne.
Når vi læser ATU’ernes refleksioner efter Sommercamp 2026, er det tydeligt, at de faglige input har sat spor. Mange fremhæver nye perspektiver på klimaudfordringer, diplomati, finansiering, karriereveje og samfundsforhold. Andre peger på konkrete kompetencer inden for argumentation og tværfagligt samarbejde og problemløsning.
Men den stærkeste fællesnævner er måske noget andet:
ATU’erne fortæller om nye relationer, øget selvtillid i mødet med andre mennesker og følelsen af at være en del af et fællesskab, hvor det er helt naturligt at være nysgerrig, engageret og fagligt interesseret.
Mange beskriver, hvordan de på få dage lærte flere mennesker at kende, end de troede muligt, og hvordan de oplevede et fællesskab på tværs af både gymnasier, studieretninger og interesser.
Her er nogle af de skriftlige erkendelser, der er tikket ind efter sommercampen:
"ATU er mere end bare faglighed."
"Folk er mere åbne, end man tror."
"Jeg føler, at jeg passer ind i et fagligt fællesskab."
"Man kan godt snakke med mennesker, man ikke kender – man skal bare være venlig og imødekommende."
Og det er netop i sådan et miljø og sådan et fællesskab, at Akademiet for Talentfulde Unge | Midt giver mulighed for, at ATU’erne kan udvikle sig – både personligt og fagligt. Det er her, at mødet mellem mennesker, perspektiver og fagligheder har værdi.
En stor tak til alle ATU’ere, tutorer, oplægsholdere, samarbejdspartnere og virksomheder for at gøre Sommercamp 2026 til en uge fyldt med læring, relationer og nye erkendelser.
Find us on Facebook
Join our network