Fem anbefalinger til ministeren

Årgang 2014 sendte en række trivselsanbefalinger til ministeren - og fik svar.

Som afrunding på efterårets trivselskonference arrangeret sammen med Center for Sundhedssamarbejde og Aarhus Universitet sendte ATU Midt på vegne af Årgang 2014 konklusionerne fra konferencen til Undervisningsminister Merete Riisager, som her i februar skrev og fortalte, at konklusionerne ville blive taget med det videre arbejde med trivselsmålinger på gymnasierne.

De fem konklusioner var:

Tag de unge med i dialogen
God trivsel ændrer sig med tid og generation. Nutidens krav om konstant at være fysisk til stede og virtuelt på skaber en ny ensomhed, som ikke bunder i at være alene, men tværtimod det modsatte. At man ofte er sammen med andre, indikerer dermed ikke i sig selv trivsel. Derfor bør et fokus på trivsel altid udformes i dialog med dem, hvis trivsel undersøges, og måske lægge mere vægt på kvalitet og mening i relationer.

Trivsel må ikke blive et nyt ideal, man skal leve op til 
De aktuelle trivselsmålinger tager i for høj grad afsæt i måling af mistrivsel og undslipper dermed nye muligheder for trivsel. Der bør være en balance mellem måling af trivsel og mistrivsel. Samtidig fremhæver de unge, at trivsel ikke må blive et nyt ideal, man ikke kan leve op til, og de peger dermed på risikoen ved, at fokus på og måling af trivsel i sig selv kan være kontraproduktivt.

Trivsel og læring er indbyrdes forbundne
Årsagsrelationen mellem læring og trivsel går begge veje, men vi ved ikke præcist hvordan. Manglende læring kan i samme grad være årsag til ringe trivsel som omvendt, men det sociale aspekt er et væsentligt omdrejningspunkt. Undersøgelser af trivsel bør derfor også (i såvel operationalisering som analyse) inddrage sociale, lærings- og undervisningsforhold.

Trivselsbegrebet kræver nuancering
Trivsel er individuelt og hverken et absolut fænomen eller begreb. Derfor er det ikke alene nok med analytisk klarhed i undersøgelserne, men også en pågående offentlig dialog om forståelsen af, hvilke aspekter af trivsel der er samfundets ansvar. Af samme grund et det vigtigt med tværfaglighed i operationaliseringen. 

Inddrag moderne teknologi i trivselsarbejdet
Som et led i operationalisering af trivselsmålinger kan man i højere grad anvende moderne teknologi, som med hjælp af Big Data og sensorer gør det muligt at foretage løbende tilpasninger af undervisnings- og læringsmiljø.

I februar indløb så et svar fra ministren som blandt meget andet også omhandlede konklusionerne. 

"Tak også for konklusionerne fra jeres konference om trivsel og læring, som jeg vil tage med som input til det videre arbejde med at udvikle de nye trivselsmålinger, der fremover skal gennemføres blandt eleverne på de gymnasiale uddannelser.", skrev ministeren.

ATU MIdt arrangerer hvert efterår en aflsutningskonference som afrunding på ATU-deltagernes forløb. 

Læs mere om den seneste konference på Aarhus Universitets hjemmeside her:
 
http://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/trivsel-og-laering-i-gymnasieskolen/